- FISHING FOR LIFE -

BESØG VED KNÆK CANCER

En solrig augustdag sætter David Lind Nordby kursen mod Sjælland for at besøge nogle af de sponsorer og interessenter, der på den ene eller anden måde er involveret i Fishing For Life.

 

Første punkt, på en tætpakket agenda, er et besøg hos Kræftens Bekæmpelse på deres hovedkontor på Østerbro i København.

David Lind Nordby ankommer til Kræftens Bekæmpelses hovedkvarter

Selvom det er varmt og vejrudsigten lover høj sol hele dagen, har meteorologerne også varslet risiko for skybrud forskellige steder i landet. Der er noget nærmest symbolsk over vejret denne dag, når man kigger på baggrunden for dagens besøg.

 

For lige som en persons liv kan være fantastisk som en dejlig solskinsdag, kan det på et øjeblik blive vendt op og ned med en kræftdiagnose, nøjagtigt som et skybrud, der pludseligt rammer med sine ødelæggelser.

Heldigvis er der en masse kompetente og engagerede mennesker, der arbejder med at bekæmpe kræften, og det er nogle af disse David skal møde i dag.

 

I receptionen bliver David modtaget af Birthe Nielsen, der er projektleder for Knæk Cancer. De to kender hinanden fra de sidste par års samarbejde og hilser hjerteligt på hinanden. Trafikken har drillet på vejen østpå, og derfor er den stramme tidsplan skredet fra starten.

David hilser på Helle Vestergaard, Teknisk Koordinator i forskningsafdelingen

Besøget skulle have startet med en rundvisning på laboratorierne ved Forskningsleder Helle Vestergaard. Men forsinkelsen har medført at dette punkt må gennemføres ved at senere besøg hos Kræftens Bekæmpelse. Helle og David når dog lige at blive introduceret kort til hinanden, inden Helle må haste videre til et andet møde og i stedet giver rundvisningsstafetten videre til sin kollega Karina.

 

Karina Grøn Henriksen, der er laborant og blandt mange andre opgaver har ansvaret for nedfrysning af celler og har overblikket over stedets cellebank, er i dagens anledning blevet stedfortrædende rundviser i Kræftens Bekæmpelses biobank.

Rundvisning i Kræftens Bekæmpelses biobank

Hun viser rundt i deres biobank, hvor de store termobeholdere indeholder stamceller og vævs-, blod- og fæces prøver. Alt dette er nedfrosset ved hjælp af flydende kvælstof, der gør, at temperaturen er minus 160 grader celsius.

 

Celler kan overleve her rigtigt længe, for når celler bliver frosset ned, overlever cellestrukturen, og det gør, at vi kan tø dem op og få dem til at arbejde igen, forklarer Karina. Det samme gør sig gældende med patientprøver, for de bliver ikke ødelagt, når de fryses ned, og så kan de holde rigtigt længe.

 

Karina ifører sig nogle specielle handsker og åbner en af tankene. En hvid ”røg” står op fra tanken, og man kan hurtigt associere til billeder fra laboratorier i en horrorfilm. Men der er nu intet uhyggeligt over scenariet her. Tværtimod! For beholderne her indeholder materiale, som forskerne arbejder med, og som forhåbentligt gør det muligt at finde metoder til bedre behandlinger af cancer.

Karina Grøn Henriksen viser hvordan stamceller og patient prøver opbevares nedfrosset i store termobeholdere.

Knæk Cancer Teamet

Fra den interessante rundvisning i biobanken går turen ovenpå til et møde med Knæk Cancer teamet. Knæk Cancer er Danmarks største fundraising kampagne og er et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og TV2.

 

Efter den indledende præsentation af de tilstedeværende personer bliver David straks afkrævet en forklaring på, hvad Fishing For Life går ud på. Pigerne ved bordet har nemlig set frem til at høre nærmere om det arbejde, han udfører.

 

David starter med at fortælle om Fishing For Lifes historie og om de to foregående års arrangementer.

Dernæst forklarer han, at konceptet er bygget op om de tre elementer: fiskeri, pattegris og auktion. Det er vigtigt at pointere, at det ikke er nogen fiskekonkurrence, men en dag hvor man kan hygge sig med fiskeri, familie, venner, kollegaer o.s.v. Målet er, at vi skal have en god dag, hvor man kan hygge sig og samtidigt gøre noget godt for andre, forklarer David entusiastisk.

Knæk Cancer teamet 2020 (fra venstre): Henriette Lind Kelstrup, Birthe Nielsen, Maria Elsfort, Mette Lindgreen og Dorte Palmund

Til arrangementerne kommer der blandt andet nogle kendte lystfiskere og hjælper med fiskeriet, og man kan hilse på dem og få en selfie og et par gode fiskefif. Så er der fællesspisning med helstegt pattegris, under de forholdsregler der nu engang skal tages på grund af Covid-19 pandemien.

 

Til sidst er der auktion, hvor alle de sponserede effekter kommer under hammeren. Det er et bredt sortiment af ting, der kommer på auktionen. Der er selvfølgelig meget fiskegrej, når det nu er et fiskearrangement, men der er også meget andet, man kan byde på. Faktisk er det helt vildt hvor villige folk og firmaer har været til at donere ting til aktionen i år, fortæller David begejstret.

 

Interessen for lystfiskeri i Danmark er eksploderet under Corona krisen. Folk har søgt ud og kigget efter andre muligheder og interesser på grund af de begrænsninger, der har været. Det har gjort at mange har kastet sig over outdoor/udelivet, herunder lystfiskeri.

 

Det er noget alle kan være med til, både børn og voksne. Denne interesse har også smittet af på Fishing For Life. Det er jo en win-win, at man kan tage på fisketur og samtidigt kan støtte en god sag, siger David med et smil.

Projektleder for Knæk Cancer, Birthe Nielsen, viser David rundt på Kræftens Bekæmpelse

Der har ikke tidligere været noget i forbindelse med lystfiskeri og støtte til kræft, og Knæk Cancer teamet er meget begejstrede for det, David fortæller. En fra gruppen fortæller, at hun så Fiskebanko på DR2 og syntes, at det var vildt interessant. Dette viser bare hvor bredt lystfiskeriet er kommet ud i år.

Selvom David er frivillig og de andre fast beskæftigede med Knæk Cancer kampagnen, så er det den samme glød, der brænder i alles øjne og den samme tro på, at det de arbejder med er med til at gøre en forskel i en god sags tjeneste.

 

Davids talestrøm forstummer, og så kan de andre præsentere sig selv lidt nærmere, en efter én. Mette Lindgreen fortæller, at hun er projektleder for Knæk Cancer kampagnen og sidder med i styregruppen (sammen med TV2), der planlægger hele uge 43.

 

Én ud af tre får stadigvæk kræft, og det skal vi gøre noget ved, mener Mette. Corona har taget rigtigt mange overskrifter i år, og det har gjort rigtig mange mennesker mere forsigtige, fortsætter hun. Det gør, at de måske ikke kommer til lægen og får den nødvendige henvisning til screening for brystkræft og andre ting.

 

Derfor er det også vigtigt for os at få noget taletid. Når man ser på, hvor mange der er døde af Corona holdt op imod, hvor mange der mister livet til kræft, så fylder Coronaen voldsomt meget. Det skal det selvfølgelig også, for det skal tages seriøst, men det er også vigtigt, at vi har øje på de her hverdagssignaler. At man ikke negligerer dem, men kommer til læge. Det vil vi meget gerne sætte på dagsordenen, fortæller Mette.

Væggene hos Kræftens Bekæmpelse prydes af foreningens visioner og principper

Fokus er på handlinger, der kan mærkes. Hvordan gør vi noget, der hjælper hinanden i hverdagen? Hvordan kan jeg som kollega hjælpe mine kollegaer, og hvordan kan jeg hjælpe mine venner, naboer eller børnene ovre i skolen? Hvordan kan jeg gribe ud og gøre en forskel?

 

Det er nogle af disse spørgsmål, vi arbejder med, forklarer Mette. I styregruppen snakker vi også meget om, hvordan vi får taletid i medierne i en Coronatid. Hvordan får vi sat det på dagsordenen?

 

Henriette Lind Kelstrup er ny i teamet fra foråret 2020. Jeg kommer fra den del af Kræftens Bekæmpelse, der arbejder med frivillige, herunder Stafet For Livet. I en periode skal jeg være med i Knæk Cancer kampagnen, i den del der hedder ”Tænd et lys”, fortæller hun. Vi afholder lysceremonier, og det er en af de måder, hvor Knæk Cancer kommer ud i landet på. Det store live show er jo det de fleste kender, når man snakker om Knæk Cancer, men der er jo mange andre ting inde over, forklarer Henriette.

 

En af de her lysceremonier kommer til at være en del af liveshowet, og der bliver sendt live fra en ceremoni, hvor der bliver afholdt et minuts stilhed. Vi har tretten kræftrådgivninger rundt om i landet, og de holder traditionen tro åbent hus i uge 43, og der er jeg også med til at koordinere, hvordan de kan få Knæk Cancer ind til dem, afslutter hun sin præsentation.

Der er mange Knæk Cancer- og kræfthistorier

Maria Elsfort er den næste til at præsentere sig selv. Jeg sidder primært med rådgivning af frivillige og har været med siden 2018, indleder Maria. Det er meget tydeligt at mærke, hvordan hele Corona situationen påvirker hele arbejdet, og lige nu prøver vi at tænke kreativt i forhold til, hvordan vi kan engagere og motivere de mange frivillige, vi har haft med de tidligere år. Hvordan kan vi komme udenom det her og gøre det trygt? Hvordan kan vi klæde de frivillige bedst på til at have lyst til at bidrage, for der er bare forskel på sidste år og i år, fortæller hun.

 

Jeg må også hellere fortælle lidt om mig selv, smiler dagens vært. Mit navn er Birthe Nielsen, og jeg er projektleder på Knæk Cancer kampagnen. Mine ansvarsområder inkluderer blandt andet udvikling af frivilligstrategi for bl.a. aktivering af frivillige, indsamlinger og aktiviteter. Dertil produktudvikling af Knæk Cancer merchandise, projektledelse og etablering af call centre til live shows og meget mere, fortæller hun med et smil.

David til møde med nogle af folkene fra Knæk Cancer Teamet - Mette Lindgreen (tv.) og Birthe Nielsen

Lige nu arbejdes der hårdt på at få opdateret hjemmesiden og få gjort klar til indsamlinger o.s.v. Der kigges på, hvordan vi skal agere inden for de regler, der er nu og på, hvad kommer der af nye tiltag fra regeringen.

Teamet er også nysgerrige på, hvor meget oplysningen om kræft fylder til Fishing For Life arrangementerne. David fortæller, at hovedformålet er at samle penge ind til Knæk Cancer, men at der også forefindes materiale om kræft blandt andet med foldere og posters fra kampagnen ”De Syv Tegn”.

Tiden går stærkt i godt selskab, og det bliver tid til at bryde op, for alle har nye møder og opgaver, der venter. David hilser af på Knæk Cancer teamet, og Birthe viser derefter rundt i Kræftens Bekæmpelses hovedkvarter.

 

Man kunne foran ledes til at tro, at et sted hvor alt arbejde er centeret omkring en så uhyggelig sygdom, som kræft er, ville være omgærdet af en dyster stemning. Men dette er på ingen måde tilfældet. Væggene er lyse og på væggene fortælles de positive historier i form af billeder og citater. Overalt møder man smilende og imødekommende mennesker.

 

Selvom der er så mange negative og triste ting, der knyttes til kræft, og det der følger med, så er stedet her gennemsyret af en positiv energi, der udstråler, at alle arbejder med det fælles formål at gøre en forskel.

De Syv Tegn

Besøget hos Kræftens Bekæmpelse slutter af med et møde med Helene Holm Burén, der er projektleder for De Syv Tegn. Lige som sine andre kollegaer, er Helene også meget interesseret i at høre om det frivillige arbejde, David har gang i.

 

Mænd er vel generelt lidt svære at få i tale, siger David – og så har jeg ikke sagt for meget, siger han med et grin. Helene og Birthes hjertelige latter bekræfter, at det også er deres erfaring. Men når man først kommer ud og får snakket lidt med folk, og der bliver åbnet lidt op, så er mænd også modtagelige for budskabet, forklarer David. Måske ikke lige i øjeblikket, men der sker en påvirkning, der giver stof til eftertanke, og så sker der efterfølgende noget.

 

Hvordan tager mænd imod budskabet, når de ser plakater og foldere til Fishing For Life arrangementer, spørger Helene interesseret. David fortæller, at det bliver taget positivt imod, men at der måske ikke lige sker det store i det åbne forum til arrangementerne. Efterfølgende får jeg mange henvendelser fra mænd, der gerne vil støtte op med sponsorater eller med hjælp, og så spørger jeg ganske naturligt ind til deres bevæggrunde. Og så kommer det, beretter David. Så bliver der åbnet op og der fortælles personlige historier.

Helene Holm Burén, der er projektleder for De Syv Tegn, fortæller David om denne kampagne

Jeg kan se, at der bliver kigget i folderne ved bordene, hvor der spises, men alle ved jo, at de er med til et arrangement, der handler om at gøre noget godt for andre, og at det er kræftsagen, der er omdrejningspunktet. Så de har jo taget stilling på forhånd til, at det er noget de har lyst til at være en del af og støtte op om, fortæller David.

 

Vi kan ikke nå ind til folk på samme måde med den måde, vi arbejder på, som du kan med dine arrangementer, siger Helene. Her går vi ud og laver brede kampagner og fortæller om det til mange på én gang, hvor du har muligheden for at komme lidt mere i dybden og fange mænd, der hvor de har taget et skridt hen imod at sætte lidt mere fokus på kræft. Det er kombinationen af vores arbejde der gør en forskel, pointerer Helene.

 

Der er flere, der overlever kræft, men der er også flere, der får et bedre liv efter kræft, ja får et godt liv efter kræft, siger Helene. Jo tidligere kræft bliver opdaget, des større er chancen for at overleve, få en skånsom behandling og få færre senfølger bagefter, følger hun op.

 

Der er tre centrale faktorer, vi har taget udgangspunkt i med den udfordring, som vi vil gøre noget ved. Det ene er, at kræft udvikler sig over tid. Det vil sige jo før jo bedre, og det er ikke alle, der er klar over det.

Enten har jeg kræft eller også har jeg ikke. Men sådan er det jo ikke. Det er derfor, at denne tidsfaktor er så enorm vigtig. Det er det vi arbejder med ved at sige: Kom nu afsted til lægen! Lige så snart man opdager noget, skal man komme afsted.

Et af de stærke principper medarbejderne hos Kræftens Bekæmpelse arbejder ud fra!

85 % af alle kræftsygdomme opdages, fordi vi selv reagerer på symptomer og kommer afsted til lægen. De sidste 15 % bliver opdaget ved at man måske har noget akut, så man ryger direkte ind i et forløb eller det sker via et screenings program, som det er enormt vigtigt at følge, siger Helene alvorligt.

Derfor er det enormt vigtigt, at vi har fokus på det, vi med en fagterm kalder ”patientintervallet”. Selvfølgelig skal systemet og lægen gøre noget, men denne indsats har fokus på at gøre noget ved borgerens egen indsats for at opdage kræft tidligt.

 

Vi ved, at der er mange, der desværre venter længe med at gå til lægen, og det er jo helt centralt, at vi ikke går og ser det an for længe. En undersøgelse blandt 8.000 kræftpatienter viste, at en fjerdedel ventede seks uger eller længere med at komme afsted til lægen, og det siger jo noget om, at der stadig er en udfordring, som vi skal arbejde med, fortæller Helene.

 

Jo ældre vi bliver, des større er risikoen for dels at få kræft, men også for andre sygdomme. Hvis man for eksempel hoster ”forkert”, og det ikke er gået væk efter nogle dage, så bør man jo få det tjekket, for der er mange symptomer, der er ens for både kræft og mange andre sygdomme. Det kan være, at man har en kronisk sygdom der gør, at man er vant til at gå og hoste, men hvis det ændrer sig, så er det at man skal reagere, forklarer Helene.

 

Man skal være opmærksom på forandringer i kroppen. Det er det vigtigste budskab, for der kan være andre tegn end ”De Syv Tegn”, som vores kampagne omfatter.

Helene Holm Burén forklarer om vigtigheden af at kende de forskellige tegn og symptomer på kræft

Helene viser David en PowerPoint præsentation med citater fra mænd, der har været gennem et kræftforløb:

 

”Jeg gik og bildte mig selv ind, at det nok ikke var noget…”

 

”Jeg skulle have talt med nogen om symptomerne”

 

”Det bliver bedre i morgen”

 

”Det virker som nogle helt banale ting – der er ingen grund til at ulejlige lægen”

 

”Hvis jeg havde haft bedre viden om symptomerne, så tror jeg, at jeg ville have reageret tidligere”

 

Det sidste citat er spot on på de ting, vi arbejder med, summerer Helene op.

Der er nogle ting der gør, at vi ikke kommer til lægen: Vi kan være bange. Vi tænker, at det nok går over eller tænker, at lægen ikke har tid.

Mange danskere fortæller hvert år deres egne historier om det at have kræft inde på livet

Det der får os af sted, er viden, bekymring, at man er meget generet i dagligdagen, og at ens nærmeste skubber på. Det kan være kollegaer, familie, rigtigt ofte en ægtefælle/samlejer, men det er ofte andre end folk fra ens tætte netværk.

 

I regi af De Syv Tegn har vi valgt at arbejde med de to ting, vi kan gøre noget ved. Det vil sige give mere viden samt at arbejde med det her med at hjælpe med at få hinanden afsted, forklarer Helene.

 

Du gør jo begge dele med det, du gør David, siger Helene, og det er jo fantastisk. Til Fishing For Life og lignende arrangementer kan der være nogen at tale med om det, man går og tumler med. Modparten kan opfordre til at få tjekket ting hos lægen, og det viser sig jo heldigvis at det sjældent er kræft.

 

De folk der er i denne målgruppe, det vil sige mænd over 50 år, skal vide noget om de her tegn. Vi laver også noget, der går ud og rammer familie, venner og kollegaer, altså ens nærmeste, der hjælper til med at give det der puf til at komme afsted til lægen. Måden vi gør det på er jo de her kampagneting. Det foregår via pressen og sociale medier, men også i samarbejde med læger. Så er der hele det frivillige område, som er et helt centralt ben i at forbedre det her, mener Helene.

Det kan være svært at komme ind på mænd, når der handler om at få dem til at opsøge sin læge ved symptomer på kræft og andre sygdomme

Vi skal have lavet en holdnings/kultur ændring hos mændene. Det skal ske med enkle og klare budskaber, så man ved, hvad man skal se efter, og hvad man skal gøre. Lystfiskere er eksponeret for solen og derfor er beskyttelse mod hudkræft en vigtig ting i denne kontekst.

 

Til Fishing For Life arrangementerne skal vi støtte en god sag og have en god dag. Det skal ikke være en skræmmekampagne, men derfor kan vi godt informere lidt. Det vil være muligt at få brochurer om De Syv Tegn og solkampagnen til arrangementerne, fortæller David. Vi er super glade for det du gør David, for det rammer ind i segmentet med mænd, som er svært at ramme for Kræftens Bekæmpelse, siger Helene og Birthe samstemmende afslutningsvis.

 

Nogle hyggelige timer på Østerbro er nået til en ende, og på vej mod udgangen får Birthe og David lige vendt nogle praktiske detaljer. Der tages afsked, og de mange indtryk fra besøget hos Kræftens Bekæmpelse må bundfælde sig på rekordtid på vej mod dagens næste besøg.

Artiklen er skrevet af David Nielsen

David Nielsen er fiskeskribent og blogger og står bag hjemmesiden Specineers.dk

Under mottoet: Fisk, fortællinger og lækre fotos, skriver han artikler om alle typer af lystfiskeri og krydrer det hele med flotte fotos.

David laver også stemningsfyldte fiskefilm der kan ses på Specineers YouTube kanal.

Følg Specineers.dk på Facebook, Instagram og YouTube.

https://www.facebook.com/specineers.dk/

https://www.instagram.com/specineers/

https://www.youtube.com/channel/UCX-G90kXzHW1QM8lGLW8grQ

FISHING FOR LIFE –

SAMMEN GØR VI EN FORSKEL

CVR. NR. 40818952

©FISHING FOR LIFE 2020 l WEBMASTER DAVID NORDBY